Ugens bog (eller bøger) præsenteres her.

Tanken med “Ugens bog” er at præsentere en bog eller bøger der har gjort indtryk, er lidt udsædvanlige – eller som blot kan være til inspiration.
Det vil være et bredt udvalg af genrer og vi vil tilstræbe at præsentere lidt ukendte, tillige med at det også kan være bøger som vi finder læseværdige.

Opgør med Mosevrøvlet – Erling Frederiksen

Usædvanlig nytænkning omkring de mange mosefund!

At gå imod den gængse opfattelse finder jeg altid opløftende – her kan ses indledningen til de nye teorier og kritikken af de gamle.

Hvad hvis historien er forkert? Bogen udfordrer de forklaringer, som historikere og arkæologer i årtier har præsenteret os for, når det kommer til fund af mennesker, våben, skibe og ædelmetaller i moser og søer.

Mangel på belæg: Forfatteren argumenterer for, at der reelt ikke findes belæg for offer-teorierne i forbindelse med store fund som Nydamskibet, Hjortspringbåden, våbenfundene i Illerup Ådal eller fundet af Grauballemanden.

Logiske alternativer: I stedet for “offer-forklaringen” fremsætter Erling Frederiksen alternative, logiske og begrundede forklaringer på, hvorfor disse genstande og mennesker befinder sig i moserne.

Mere end bare mosefund: Bogen undersøger også bygningen og konstruktionen af ringborgene/trelleborgene omkring år 980. Disse sammenholdes med belejringen af Hedeby og opførelsen af Kovirke for at give et nyt perspektiv på perioden.

Denne bog indeholder konstruktive og rationelle kritikker af offermose-historierne.

Du har formentlig taget fat i bogen, fordi du har interesse for nordisk oldtid og offermoser m.v.
Jeg tænker derfor, at du har forudsætninger og interesse for historie- og museumsformidlingen om nordisk oldtid.

Jeg gør derfor ikke så meget ud at af formidle forhistorien vedrørende fundstederne og de konkrete fund. Litteraturen om dette er både let tilgængelig og begrænset.
Denne bog forklarer, hvorfor offermose-historierne er opdigtet sludder og vrøvl – og hvad der i stedet kunne være rationelle og fornuftige forklaringer. Døm selv.

Desværre har intellektuel dovenskab, økonomiske interesser i at tiltrække fondsmidler, karriereudsigter og forstokkede hierarkier i historiske og arkæologiske kredse hæmmet forskningen og forstokket formidlingen af oldtidshistorien.
Det er snarere reglen end undtagelsen, at nye arkæologiske fund omtales som ofre til guderne eller som mulige kultsteder. Helt uden forsøg på at fremsætte andre forklaringer.

Moesgaards Museums formidling af nordisk oldtid er et markant eksempel på, at kortsigtede kommercielle interesser er stærkere end videnskabelige og rationelle forklaringer.
De første kapitler omhandler våbenfundene i Illerup, Grauballemanden, Tollundmanden, Hjortspring-båden, Nydam mose og heste m.m. Disse kapitler er let læste.

De efterfølgende kapitler undersøger mulige årsager og forklaringer på ringborgenes (Trelleborgene) opståen som led i befrielsen af eller (gen-) erobringen af Hedeby.
Altså, hvordan blev ringborgene bygget og hvorfor?
Dette sammenkædes med Dannevirke- og Kovirkevoldene – samt nogle refleksioner over voldbyggeri og opbevaring af værdier.

Dagbog fra Sandholm – Dina Yafasova.

Der er meget personlige grunde til mit valg af denne uges bog – og det bliver jeg nødt til at skrive lidt om først.
At være flygtning uanset hvor man kommer fra, er altid en tragedie. At tro at mennesker forlader familie, job, fædreland, kultur og alt det man har kært, fordi man kan få kontanthjælp i Danmark er en løgn skabt af medier, fordomme og uvidenhed.
Mit firma møblerede huse og lejligheder for Dansk Flygtningehjælp i 1990’erne, og der mødte jeg mennesker der lige var kommet til landet og fik deres tragiske historier, hvilket gjorde et dybt indtryk på mig. Det har blandt andet bevirket at jeg har været frivillig bisidder i 20 år, da jeg fandt den behandling man ofte blev udsat for af det offentlige system for forkastelig og umenneskelig.
At den offentlige og politiske tone og mediernes nedladende retorik gør mig rasende og ked af det, er således ikke noget jeg lige har fundet på i går, men opbygget gennem erfaring i mere end 30 år.
Når man læser kommentarer fra Facebook-krigere som aldrig selv har lettet røven længere end til at hente ugens reklamer i postkassen og som formentlig aldrig selv har talt med en flygtning – og bare er hoppet på den politiske vogn med at hade det der er anderledes – og som de tilsyneladende ikke forstår en lyd af, kan man kun undre sig over at det er synspunkter der har nogen form for berettigelse blandt blot nogenlunde begavede og empatiske mennesker.
UPS! Jeg ryger så nemt op i det røde felt lige der og kunne skrive om det hele dagen – så her lidt om bogen også 😉

Dina Yafasova er en journalist der flygtede fra Uzbekistan, som blev forfulgt og truet pga. hendes kritiske artikler.

Bogens udgangspunkt er flugten fra et diktatur hvor hun på grund af trusler er tvunget til at forlade mand og børn for at redde sig selv, Hun tilbringer først 173 dage i Sandholmlejren. som hun sammenligner med en “sovjetisk straffekoloni” eller et isolationsfængsel – langt fra den idylliske facade, hun oplevede ved ankomsten.
At hun i dag lever på en beskyttet adresse og stadig oplever trusler på grund af hendes journalistiske virke, underbygger kun hendes historie.

Bogen fungerer som et stærkt, personligt vidnesbyrd om asylprocessens menneskelige omkostninger og er en uforbeholden kritik både af forholdene i asyllejrerne og det bureaukratiske system.
Hum påpeger en systemisk mistillid til flygtningen. Denne mistillid kan ses som en praktisk udmøntning af en politisk retorik, der prioriterer afskrækkelse og kontrol over menneskelig værdighed.
Den lange ventetid i usikkerhed “skamløst forøger” flygtningenes “allerede store psykiske problemer”.
Når det politiske klima skaber rammer, der aktivt nedbryder individets mentale sundhed, bliver selve forudsætningen for en succesfuld integration – mentalt overskud og tro på fremtiden – undermineret fra start.
Den “opslidende kamp med de kommunale myndigheder”, kan kun læses som en kritik af, hvordan en mistænkeliggørende retorik mod flygtninge siver ned i det kommunale bureaukrati og gør integration til en modarbejdende proces frem for en hjælp.

Hun understreger, at det først er ved “forstående menneskers hjælp og indgriben”, at familien endelig kan “slå sig ned i deres nye land”.
Dette peger på en vigtig pointe: Integrationen lykkes ofte på trods af det politiske system og den ekskluderende retorik, snarere end på grund af dem, fordi civilsamfundet må træde til, hvor det offentlige svigter.
Den uanstændige politiske retorik er ikke kun ord fra ubegavede politikere, den skaber en konkret virrkelighed og gør integration unødig vanskelig, nedværdigende og opslidende

Du bliver simpelthen også nødt til at læse en fin fin artikel om Dina Yafasova og hendes baggrund for flugten skrevet i Jyllandsposten: “Hjertet dør ikke, når man tror, det burde”.

Citat fra artiklen i Jyllandsposten, som egentlig nok fortæller præcist hvordan mange flygtninge har det med deres tilhørsforhold.

Verdensborgeren Dina Yafasova
Dina Yafasova kalder sig selv for verdensborger. Hverken usbekisk, russisk eller dansk. Bare verdensborger. For sådan har hun altid følt sig. »Jeg føler, at mit hjem er Danmark. Det er her, min familie og jeg bor nu. Men jeg er en borger i denne store verden. Det skyldes nok, at min opvækst i Sovjetunionen, som senere blev til blandt andet Usbekistan, var meget multikulturel. Der fandtes 104 etniske grupper og 20 forskellige trosretninger i landet. Vi var 25 børn i min skoleklasse fra 20 forskellige nationaliteter. Vi var ligeglade med, hvilken nationalitet hinanden havde, vi talte alle sammen russisk. Vi var kosmopolitter, før vi vidste, hvad det betød. I dag har jeg en forestilling om, at en ægte forfatters identitet ikke har noget med etnicitet eller nationalitet at gøre. En ægte forfatteres pas er hans eller hendes kunst.«

Min slutkommentar!

Man taler fra politisk side meget om integrationsproblemer, utilpassede flygtninge og fra visse partier om at “man ikke vil Danmark og aldrig bliver dansk”.
Ingen – som i Ingen overhovedet, af toneangivende politikere og medier har vovet den tanke at det er VORES holdninger – VORES behandling af udefra kommende mennesker, som har en pæn del af skylden i den problematik.
Man gør derimod en virkelig ihærdig indsats med alle bureaukratiske midler, offentlig retorik (og holdninger), for at man skal føle sig uønsket og bestemt ikke velkommen i det land hvor man skal prøve at opbygge en ny tilværelse.

Her to bemærkelsesværdige bøger af den russiske psykiater Olga Kharitidi.

Om forfatteren Olga Kharitidi

Når man læser Olga Kharitidi, mærker man tydeligt hendes oprindelige dilemma, hvor hun tvinges ind i et spændingsfelt mellem rationel videnskab og den spirituelle verden.
Hun er uddannet i et strengt, sovjetisk og materialistisk lægesystem. Hun er vant til at diagnosticere sindslidelser med medicin og kliniske termer. Hendes trygge, videnskabelige fundament begynder langsomt at krakelerer, og hun forsøger i begyndelsen febrilsk at bortforklare sine oplevelser rationelt som hallucinationer eller stress,
Det er en dybt personlig og hudløs ærlig øjenvidneberetning fra en kvinde, der havde alt at tabe rent professionelt ved at skrive dem.
Bøgerne handler om det øjeblik, hvor videnskaben må give fortabt, og hvor man er nødt til at lytte til sin sjæl for at blive hel igen.

På trods af at de er skrevet for en del år siden, er de en fremragende mulighed for læseren, til at stille sig essentielle spørgsmål om tilværelsen og virkelighedsopfattelsen – vanskeligt at læse uden at rykke sig blot en lille smule 😉

Den første cirkel
Olga tager oprindeligt med en veninde ind i Altaj-bjergene for at yde følelsesmæssig støtte, men ender med selv at blive “patienten”. Hun kommer i lære hos den kvindelige shaman Umaj som viser hende, at vestlig psykiatri ofte kun dulmer symptomerne, mens den sibiriske visdom går ud på gennem ændrede bevidsthedstilstande, at hente den tabte “sjælsdel” tilbage, som er blevet splintret under et traume.
Bogen introducerer tanken om, at vi bærer på en indre, ubrudt cirkel af visdom, som vi har glemt i den moderne verden.
Den personlige nerve i bogen er Olgas kamp for at acceptere, at hun selv skal være en brobygger, der skal bringe denne viden ud til verden – en opgave hun i starten slet ikke har lyst til.

Klardrømmenes mester
Her rejser Olga Kharitidi til den historiske by Samarkand i Usbekistan, hvor hun møder en gådefuld og karismatisk mand ved navn Michael.
Bogen udforsker emner som klardrømme, bevidsthedens dybere lag og indre transformation. Gennem Michaels årtusinde gamle teknikker der dykker ned i dybe psykologiske lag, lærer hun, hvordan man aktivt kan bruge sine drømme som et redskab til psykologisk helbredelse og selvudvikling.

Michaels undervisning i klardrømme er ikke en underholdende teknik; det er dyb, mental kirurgi.
Olga beskriver, hvordan vores uforløste traumer og frygt skaber “fængsler” i vores underbevidsthed, som vi genoplever nat efter nat.
Ved at blive vågen i sine drømme lærer hun (og måske læseren), hvordan man kan konfrontere sine indre dæmoner ansigt til ansigt og bogstaveligt talt om-programmere sin psyke.

Begge bøgerne gør sig bemærket ved Olgas meget ærlige beskrivelser af sin egen dybe frygt under oplevelserne og de natlige eksperimenter, en frygt som til dels har rod i hendes videnskabelige uddannelse.
Som tidligere nævnt er skismaet mellem vestlig rationel tænkning og den spirituelle virkelighed et gennemgående tema, hvor videnskabens teorier gang på gang kommer til kort og bliver fortrængt af den oplevede og sansede virkelighed.

Dr. Olga Yahnotova’s karriere (Olga Kharitidi er forfatter synonym)

Olga Yahnotova blev født den 1. januar 1960 i Novosibirsk i Sibirien (det daværende Sovjetunionen).
Hun uddannede sig til læge og etablerede en karriere som praktiserende psykiater på et stort, statsligt psykiatrisk hospital i Novosibirsk.
Her arbejdede hun inden for et meget stringent, materialistisk og konventionelt medicinsk system, indtil hendes personlige oplevelser med sibirisk shamanisme i Altaj-bjergene fuldstændig ændrede hendes livssyn og karrierevej.

I dag arbejder hun i USA som psykiater.
Hun har formået at opretholde sin karriere inden for den etablerede lægeverden og arbejder i dag som uddannet retspsykiater i Californien, hvor hun blandt andet er tilknyttet Atascadero State Hospital.
Hendes faglige ekspertise dækker over svære lidelser som posttraumatisk stress (PTSD), depression og psykoser.
Sideløbende med sit kliniske arbejde i USA har hun brugt mange år på at holde foredrag og workshops over hele verden. Hendes fokus her er især “traume-transformation”, hvor hun forsøger at formidle den sibiriske visdom og teknikkerne til heling af dybe psykologiske traumer til et moderne, vestligt publikum.
Hendes karriere har også bragt hende til forkant med innovativ traumebehandling. Som medicinsk direktør hos Promises Malibu og Margo Vista arbejdede hun sammen med Amy Spahr, nu klinisk direktør hos After Action, for at etablere et af de mest respekterede og effektive traumebehandlingsprogrammer i landet. Amy har på første hånd set Dr. Yahontovas passion for traumehelbredelse og den utrolige succes, hun har opnået på dette område.

Da krigen i Ukraine begyndte, følte Dr. Yahontova et kald til at forberede sig på at hjælpe dem, der ville have brug for helbredelse i krigens eftervirkninger. Hun har blandt andet dedikeret de sidste par år til at opbygge digitale ressourcer og et virtuelt traumecenter og udnyttede banebrydende teknologi til at udvide adgangen til mental sundhedsstøtte.