Tegneserier er et frirum for alle aldre
Tegneserier har i nu over 60 år været en del af min litteratur-beholdning og et frirum i hverdagen.
Det er nok det det er for de fleste tegneserie entusiaster. Mange af os har oplevet at kunne fjerne sig lidt fra tilværelsens trivialiteter, krav og udfordringer ved for en stund at fordybe os i en verden som er helt uden forpligtelser. I min skoletid var det en stor fornøjelse hvis jeg fik lånt en pæn stak tegneserier af kammerater, hvilket uværgerligt resulterede i uforklarlige lidelser, som indebar at jeg var nødt til at holde fri fra skole.
Nu har jeg efterhånden afhændet en stor del, men kan stadig glædes over hvis jeg får købt en flyttekassefuld eller to.
Se alle vores tegneserier her!
Der er mange genrer – jeg er nok mest til de lidt blødere og humoristiske
Favoritter er blandt andet Gammelpot – Corto Maltese – Iznogood – Oliver og Columbine og ikke meget vold og gys.
Gammelpot er en helt som bryder normen for helterollen. En lille rund elskelig ældre herre. Han elsker sin pibe, en god nattesøvn og naturens ro. Han opsøger sjældent dramatikken; det er snarere dramatikken, der opsøger ham.
Hans største styrke er ikke rå muskelkraft, men hans urokkelige sunde fornuft og dybe empati. Uanset om han står over for grådige konger, drilske trolde, onde hekse eller røvere, bevarer han sin ro. Han møder verden med en sjælden blanding af naiv tillid og sund skepsis. Han dømmer sjældent folk på forhånd, og hans første indskydelse er altid at hjælpe dem, der er svagere end ham selv.
Man kan ikke tale om Gammelpot uden at nævne hans trofaste følgesvend: den magiske vadsæk. Posen kan indeholde alt, hvad Gammelpot har brug for i en given situation – han kan dog ikke selv bestemme, hvad han hiver op, og vadsækken giver ham aldrig guld, våben eller nemme løsninger.
Jeg tror at en del af grunden til at Thom Roep og Piet Wijns tegneserie fænger alle aldre, bygger lidt på den tese, at i tilværelsen møder vi det vi har brug for til at klare problemerne – ikke det vi ønsker – men det der er nødvendigt.
Det giver læseren en tillid til at det nok skal gå alt sammen, selv om det kan se lidt sort ud – og det er jo en god ballast at have i livet.
Han repræsenterer en tryghed og optimisme som vi alle længtes lidt efter, samtidig med at han er en kreativ problemløser.
Iznogood er Gammelpots moralske modsætning – han har ingen overhovedet!
Iznogood er i modsætning til Gammelpot drevet af rendyrket egoisme, uforfalsket ondskab og hensynsløs storhedsvanvid.
Det i sig selv virker skrækkeligt frastødende – det geniale træk fra skaberne René Goscinny og Jean Tabory, er at gøre ondskaben humoristisk og altid lade den i sidste ende tabe til skæbnen.
Samtidig er Iznogood udstyret med en ukuelig og målrettet indsats for at “Blive Kalif i stedet for Kaliffen” – en vedholdenhed vi alle kan have lidt brug for, han kender simpelthen ikke ordene “At give op”!
Med hans trofaste hjælper Al Muliman kæmper han for det han mener er hans rette plads i tilværelsen.
Den humoristiske del byder på en uendelig perlerække af ordspil, ikke mindst i forfatternes navngivning af personer og hændelser.
Hvor Gammelpots magiske vadsæk altid gav ham det, han havde brug for, fungerer magien i Iznogood stik modsat.
Hver gang Iznogood opsøger en troldmand, en magisk fakir eller køber et forbandet spejl, vender magien sig mod ham selv på grund af hans egen grådighed og utålmodighed.
En serie det er umuligt at læse uden at trække på smilebåndet og endda ind imellem gnække højlydt af undertrykt latter.
Oliver og Colombine – En ultimativ kærlighedserklæring til fantasien
Oliver og Columbine bevæger sig i to verdener, Absurdien (vores absurde tilværelse) og Fantasia (hvor de primært lever) og hvor alt er muligt ved fantasiens hjælp
Oliver starter som en helt almindelig, kedelig sagførerfuldmægtig fra vores rationelle, grå virkelighed. Han er opdraget med paragraffer, logik og sund fornuft. Da han ved et uheld dumper ind i Absurdien – et parallelsamfund befolket af talende fugle, levende fugleskræmsler og bløde skyer – bliver hans verdensbillede vendt fuldstændig på hovedet.
Han går fra at være den skeptiske udefrakommende, der prøver at analysere alting med logik, til at forelske sig hovedkulds i Absurdien (og Columbine). Han bliver symbolet på det moderne menneske, der lærer at smide hæmningerne og lade fantasien råde.
Columbine er ikke bare en af tegneseriehistoriens smukkeste og mest elegant tegnede kvinder; hun er selve Absurdien inkarneret. Hun er født og opvokset i denne magiske verden og forstår overhovedet ikke Olivers “firkantede” tankegang fra den virkelige verden
.Columbine er sprudlende, uskyldig, dyb og fuld af livsglæde. Hun er ikke en “jomfru i nød”, der bare skal reddes; hun er ofte den, der guider Oliver igennem Absurdiens mærkværdige logik. Hendes karakter emmer af en ukuelig optimisme, og hendes våben mod seriens skurke (som ofte er kedelige, grå bureaukrater, der vil ødelægge fantasien) er hendes rene hjerte og evne til at se det smukke i alting.
Historierne er tidløse fantasier, som fortæller om hvordan fornuft og fantasi ikke behøver være hinandens modsætninger, men ved et samspil være en modvægt til hverdagens realisme.
Corto Maltese – Tegneseriens ultimative antihelt
Corto Maltese en levende, åndende og dyb litterær karakter, der i modsætning til andre tegneseriefigurer ikke er fastlåst i en arketype. Han er en venstreorienteret pirat, en romantisk kyniker og en mand, der har valgt at stå uden for samfundets regler i en verden, der er ved at rive sig selv i stykker i starten af det 20. århundrede.
En berømt anekdote fra hans barndom: Da en spåkone i Tunesien fortalte den unge Corto, at han manglede en skæbnelinje i sin håndflade, tog han resolut sin fars barberkniv og ridsede sin egen linje.Dette definerer ham perfekt: Corto Maltese er herre over sit eget liv. Han nægter at lade sig diktere af konventioner, flag, nationer eller ideologier. Selvom han konstant render ind i historiske begivenheder – fra bokseropstanden til Første Verdenskrig – vælger han altid sin egen side: De svages, de udstødtes og de drømmendes side.
Når det virkelig gælder, er Corto en uhelbredelig romantiker og idealist. Han risikerer jævnligt sit liv for venner (og fjender, som den utilregnelige og psykotiske Rasputin, som Corto har et af tegneseriehistoriens mest fascinerende had/kærlighedsforhold til). Corto er belæst, han citerer poesi, og han bevæger sig ubesværet mellem den rå virkelighed og den magiske realisme, hvor han taler med måger eller drømmer sig ind i glemte myter.
Corto Maltese er den frihed til at handle, som vi alle drømmer om, tillige med at han tager konsekvenserne af hans valg.
Han minder os om at verden ikke er sort og hvid, men at eventyret ligger i gråzonen
Man kan ikke skille Corto Maltese fra hans skaber Hugo Pratt
Se en video om bogen og Hugo Pratts univers på YouTube
Hugo Pratt var selv en eventyrer, der havde boet over det meste af verden, og hans dybe indsigt i historie, geografi og okkultisme gennemsyrer hver eneste side.
Da jeg i sin tid stiftede bekendtskab med Corto Maltese, var det nok Hugo Pratts dybe indsigt i historie og okkultisme jeg blev fascineret af – ingen tvivl om at det var en mand der vidste hvad han talte om.
Pratts tegnestil udviklede sig igennem serien til at blive mere og mere minimalistisk. Med få, mesterlige sorte blækstreger og store hvide flader formår han at indfange den uendelige melankoli og ensomhed, som Corto også bærer rundt på.
Det er ikke bare en tegneserie; det er grafisk poesi, hvor stilheden mellem ruderne ofte siger mere end dialogen.
Jeg har med stor fornøjelse set Corto Maltese på DVD, som dog er svær at finde.
Heldigvis er der mange afsnit på YouTube som kan ses her,
