Dagbog fra Sandholm er der meget personlige grunde til jeg vælger som denne uges bog – og det bliver jeg nødt til at skrive lidt om først.
At være flygtning uanset hvor man kommer fra, er altid en tragedie.
At tro at mennesker forlader familie, job, fædreland, kultur og alt det man har kært, fordi man kan få kontanthjælp i Danmark er en løgn skabt af medier, fordomme og uvidenhed.
Mit firma møblerede huse og lejligheder for Dansk Flygtningehjælp i 1990’erne, og der mødte jeg mennesker der lige var kommet til landet og fik deres tragiske historier, hvilket gjorde et dybt indtryk på mig.
Det har blandt andet bevirket at jeg har været frivillig bisidder i 20 år, da jeg fandt den behandling man ofte blev udsat for af det offentlige system for forkastelig og umenneskelig.
At den offentlige og politiske tone og mediernes nedladende retorik gør mig rasende og ked af det, er således ikke noget jeg lige har fundet på i går, men opbygget gennem erfaring i mere end 30 år.
Når man læser kommentarer fra Facebook-krigere som aldrig selv har lettet røven længere end til at hente ugens reklamer i postkassen – og som formentlig aldrig selv har talt med en flygtning – og bare er hoppet på den indoktrinerende politiske vogn med at hade det der er anderledes,fordi man ikke forstår det, – og ej heller vil sætte sig ind i de mest basale fakta.
Tilsyneladende – forstår disse sære personer ikke ret mange aspekter af tilværelsen, – man kan kun undre sig over at det er synspunkter der har nogen form for berettigelse blandt blot nogenlunde begavede og empatiske mennesker.
UPS! Jeg ryger så nemt op i det røde felt lige der og kunne skrive om det hele dagen – så her lidt om bogen også 😉
Ugens bog!
Dina Yafasova er en journalist der flygtede fra Uzbekistan, som blev forfulgt og truet pga. hendes kritiske artikler
Bogens udgangspunkt er flugten fra et diktatur hvor hun på grund af trusler er tvunget til at forlade mand og børn for at redde sig selv, Hun tilbringer først 173 dage i Sandholmlejren. som hun sammenligner med en “sovjetisk straffekoloni” eller et isolationsfængsel – langt fra den idylliske facade, hun oplevede ved ankomsten.
At hun i dag lever på en beskyttet adresse og stadig oplever trusler på grund af hendes journalistiske virke, underbygger kun hendes historie.
Bogen fungerer som et stærkt, personligt vidnesbyrd om asylprocessens menneskelige omkostninger og er en uforbeholden kritik af de umenneskelige forholde i asyl lejrerne og det bureaukratiske system.
Hum påpeger en systemisk mistillid til flygtningen. Denne mistillid kan ses som en praktisk udmøntning af en politisk retorik, der prioriterer afskrækkelse og kontrol over menneskelig værdighed.
Den lange ventetid i usikkerhed “skamløst forøger” flygtningenes “allerede store psykiske problemer”.
Når det politiske klima skaber rammer, der aktivt nedbryder individets mentale sundhed, bliver selve forudsætningen for en succesfuld integration – mentalt overskud og tro på fremtiden – undermineret fra start.
Den “opslidende kamp med de kommunale myndigheder”, kan kun læses som en kritik af, hvordan en mistænkeliggørende retorik mod flygtninge siver ned i det kommunale bureaukrati og gør integration til en modarbejdende proces frem for en hjælp.
Hun understreger, at det først er ved “forstående menneskers hjælp og indgriben”, at familien endelig kan “slå sig ned i deres nye land”.
Dette peger på en vigtig pointe: Integrationen lykkes ofte på trods af det politiske system og den ekskluderende retorik, snarere end på grund af den, fordi civilsamfundet må træde til, hvor det offentlige svigter.
Den uanstændige politiske retorik er ikke kun ord fra ubegavede politikere, den skaber en konkret virrkelighed og gør integration unødig vanskelig, nedværdigende og opslidende.
Du bliver simpelthen også nødt til at læse en fin fin artikel om Dina Yafasova og hendes baggrund for flugten, skrevet i Jyllandsposten: “Hjertet dør ikke, når man tror, det burde”.
Citat fra artiklen i Jyllandsposten, som egentlig nok fortæller præcist hvordan mange flygtninge har det med deres tilhørsforhold.
Verdensborgeren Dina Yafasova
Dina Yafasova kalder sig selv for verdensborger. Hverken usbekisk, russisk eller dansk. Bare verdensborger. For sådan har hun altid følt sig. »Jeg føler, at mit hjem er Danmark. Det er her, min familie og jeg bor nu. Men jeg er en borger i denne store verden. Det skyldes nok, at min opvækst i Sovjetunionen, som senere blev til blandt andet Usbekistan, var meget multikulturel. Der fandtes 104 etniske grupper og 20 forskellige trosretninger i landet. Vi var 25 børn i min skoleklasse fra 20 forskellige nationaliteter. Vi var ligeglade med, hvilken nationalitet hinanden havde, vi talte alle sammen russisk. Vi var kosmopolitter, før vi vidste, hvad det betød. I dag har jeg en forestilling om, at en ægte forfatters identitet ikke har noget med etnicitet eller nationalitet at gøre. En ægte forfatteres pas er hans eller hendes kunst.«
Min slutkommentar til “Dagbog fra Sandholm”!
Kan du læse denne hjertevarme og begavede beskrivelse af forholdene vi byder traumatiserede medmennesker velkommen på, – med mistænkelighed, ufølsomhed og mangel på enhver anstændighed, – uden at blive rasende og virkelig ked af det – få straks en aftale med en psykiater, for så er der noget helt galt i dit følelsesliv.
Man taler fra politisk side meget om integrationsproblemer, utilpassede flygtninge og fra visse partier om at “man ikke vil Danmark og aldrig bliver dansk”.
Ingen – som i Ingen overhovedet, af toneangivende politikere og medier har vovet den tanke at det er VORES holdninger – VORES behandling af udefra kommende mennesker, som har en pæn del af skylden i den problematik.
Man gør derimod en virkelig ihærdig indsats med alle bureaukratiske midler, offentlig retorik (og holdninger), for at man skal føle sig uønsket og bestemt ikke velkommen i det land hvor man skal prøve at opbygge en ny tilværelse.
